Design handler ofte om at styre opmærksomhed. At lede mennesker gennem en oplevelse, uden at de nødvendigvis mærker styringen. På den måde er fyrværkeri et ekstremt eksempel på oplevelsesdesign: Man har få minutter, et kæmpe lærred og et publikum, der er klar til at blive overrumplet – og alligevel skal det hele føles sammenhængende.

Den mest åbenlyse designparameter er rytme. Et show, der starter for hårdt, kan føles som om det brænder sit bedste krudt af for hurtigt. Et show, der starter for blødt, kan miste publikums energi. Derfor arbejder mange shows med en tydelig opbygning: en åbning, hvor øjet vænner sig til rummet, en midterdel med variation og et klimaks, der samler helheden.

Farvevalg er en anden parameter, som ofte undervurderes af publikum, netop fordi det føles “naturligt”. Men farver er ikke neutrale. Varme farver skaber nærhed og festlighed; kolde farver kan skabe elegance og distance. Guld kan føles klassisk og ceremonielt, mens sølv ofte føles mere moderne og grafisk. Når farver kombineres bevidst, kan et fyrværkerishow få en tydelig identitet – næsten som en visuel signatur.

Der er også rumlig koreografi. Et show kan arbejde bredt, så himlen fyldes horisontalt, eller det kan arbejde vertikalt med højde og fald. Nogle sekvenser skaber fornemmelsen af “tag” over publikum, andre skaber fornemmelsen af “søjler” i luften. Det er ikke tilfældigt, hvordan disse rumlige valg påvirker oplevelsen. Ligesom i arkitektur kan man føle sig omsluttet eller løftet, alt efter hvordan rummet aktiveres.

I mange andre designprocesser taler man om brugerrejser. I et fyrværkerishow er “brugeren” publikum, og rejsen er følelsesmæssig. Man designer spænding: en forventning om næste skift. Man designer overraskelse: en effekt, der ikke gentager det forrige. Man designer tilfredsstillelse: et klimaks, der føles som en naturlig kulmination, ikke bare som “mere”.

Her bliver fyrværkerimesterens rolle interessant. En fyrværkerimester er i praksis både tekniker og koreograf: en person, der kan omsætte en idé om stemning til en konkret sekvens af effekter. I designtermer er det oversættelsen fra koncept til udførelse. Og som altid er det i oversættelsen, kvaliteten afgøres.

Det mest fascinerende ved fyrværkeri som designobjekt er, at materialet er lys og tid. Man kan ikke rette det bagefter. Der er ingen “version 2” på aftenen. Derfor bliver designprocessen også en disciplin i beslutning: Hvad skal publikum føle hvornår? Hvor skal pausen ligge? Hvornår skal intensiteten skifte? Det er oplevelsesdesign i sin mest kompromisløse form.